onsdag den 12. december 2012

Kalendergaver -3


De sidste dages kalendergaver har haft en fællesnaævner: hængende ornamenter.
Og så endda helt tilfældigt.


En sød lyserød glaskugle-svamp med kæmpe pompom fra Gitte


En jule-elg af smeltede perler fra Karen Elisabeth


En lille fugl på lædersnor med både prismer, perler og glimmer fra Dorthe







Fine udstikkere


Jeg har vundet 10 kageudstikkere efter frit valg hos Superprinsessen.
Det er jo meget passende, når jeg skal igang med julebagningen her i weekenden.


Det eneste, jeg skulle gøre, var at fortælle, hvilken der er min yndlings-udstikker,
som er prinsessen her på billedet.
Det var virkelig svært at vælge 10 udstikkere, fordi der var så mange muligheder.
Udstikkerne er fra udstikkere.dk- som du kan se lige HER

Tusind tak for den lækre gave (give away)- jeg ELSKER den

mandag den 10. december 2012

Engle på snor


Som en del af den pakkekalender jeg har sammen med Dorthe, Karen Elisabeth og Gitte,
har jeg lavet nogle af gaverne selv.
Blandt andet har jeg lavet disse engle papirs-muffinforme, glansbilleder og sølv piberensere.


Med alle de smukke papirsforme, man kan få idag, er der rig mulighed for at lave smukke
kjoler på englene.


Muffinformen er foldet på midten, jeg har limet den sammen med en limstift,
derefter glansbilledet.


På hovedet har jeg placeret en sølv piberenser, som jeg også har sat snoren til ophæng igennem.


Man kan evt pynte formene med pailletter, perler o.l


Englene er hængt på en sølv smykkesnor fra Panduro.
Håber mine modtagere blev glade for engle-ranken:-)

søndag den 9. december 2012

En FANTASTISK bog


Jeg har savlet, bladret forfra og bagfra og sukket mange gange
over alle de lækre og kreative ting, som Lisbet har fået med i sin bog.

Jeg har fulgt Lisbets blog længe og husker tydeligt dét indlæg,
hun lavede, som var starten på hendes nu udkomne bog.
Og nu er hele herligheden på 96 sider udkommet hos Klematis,
en bog spækket med dejlige ting, man kan lave af både nye materialer og ting,
som allerede befinder sig i hjemmet.


Jeg kan bare SLET ikke stå for de søde fuglehuse, som jeg har været nødt til
at lave nogle eksemplarer af til pigerne (store som små) i familien.


Modellerne og beskrivelserne er nemme at gå til, og jeg har været ved
at eksperimentere med at stryge stof på karton til mine variationer af fuglehusene.
Jeg mangler kun at skaffe den lille fugl, så er jeg sikker på de bliver et hit. 


Et projekt mere, jeg ikke kunne vente med at komme igang med, er Lisbets retro stjerner.
De er også fine med hul-mønstre i.

Hvis bare du er en lille, bitte smule kreativ, så kan jeg kun anbefale denne bog.
Den kan købes hos Klematis for 200 kroner-
hvor du også kan se flere billeder fra bogen HER

Pakkekalender gaver


En sjov julekrans fra Dorthe


Små papir muffinforme og lækkert vaniljepulver fra Gitte


Papirs-engel fra Karen Elisabeth


torsdag den 6. december 2012

Et par Hama grisebasser


Den anden dag fandt jeg de sødeste broderi julegrise på Pinterest.
Men mønstret kan også bruges til at lave perler af;
et par rigtig søde jule-grisebasser som små uroer til mit køkken.


Som hale på grisen, har jeg taget en halv piberenser og sat gennem én af perlerne og rullet til en spiral,
så grisen har en rigtig krølle på halen.
Under grisen har jeg lavet et lille hjerte og delene er hængt op med glittersnor fra Panduro.



Det er ikke det eneste Hama, jeg har været igang med.
Der ligger en bunke og venter på at blive samlet og sat sammen- mon du kan gætte, hvad det er?


onsdag den 5. december 2012

En krans af tyggegummier


I pakkekalender gave nummer 3 fra Karen Elisabeth, var der en pakke tyggegummikugler.
Farverne er ikke til at stå for, så istedet for at proppe munden fuld af dem,
måtte nogle af dem gå til en lille krans.

Jeg har sat kuglerner på en ståltråd, sat en pink satinsløjfe i toppen og pyntet med fugl og blomster
fra den lækre pink pakke fra Lisbet.
Og til sidst afsluttet med en lille dut glimmerlim på hver kugle.
Dét er da glad julepynt

tirsdag den 4. december 2012

Mine første kalendergaver+ en vunden give away


Jul er gavetid, og jeg bliver i sandhed beriget med gaver denne måned.
Jeg deler jo pakkekalender med 3 andre skønne blog-damer,
og på billedet hér ser du, hvad der har været i de 3 første gaver.


Af Dorthe, har jeg fået den skønneste hæklede "god jul" ranke.
Den hænger og pynter på en ellers meget hvid væg med et meget hvidt billede.


Farverne er LIGE mig, og mit lille julehjerte jublede, da jeg åbnede gaven.


Og så det lille hjerte i midten:-)


Fra Gitte var der en pose med lækre overtrukne mandler-
uhm, passer lige ind til en hyggelig aften med lys i kalenderlyset, Shane der laver julepynt i fjernesynet,
og mig med hækling i sofaen

Tyggegumierne fra Karen Elisabeth har jeg delt med min datter, jeg har brugt dem på noget kreativt
og hun har siddet og ventet på, hvor mange der blev tilbage, så hun kunne spise dem.
Og hvad de er brugt til, må du vente med at se til imorgen- meen det er noget med farver:-)


Og sørme om ikke, der lå en pakke til mig i postkassen idag også.
Det er en vundet give away fra Nikoline.


Det er en rigtig Clevin klassiker, og der er mange timers underholdning i at få malet billederne.
Min datter og jeg takker mange gange Nikoline for den dejlige bog.

mandag den 3. december 2012

Opskrift på hæklede juletræer



Ingen jul uden et par julehæklerier fra mig.
Her er et par små hæklede juletræer, med læderstjerne fra Søstrene Grene på toppen
 og neonsnor fra Butik NØ (købt under modemessen i februar)

Opskrift på hæklede juletræer.

Hæklenål: 2,5
Garn: alt med en løbelængde på ca 160-170 mtr/50 gr

Forkortelser:
lm: luftmaske
km: kædemaske
fm: fastmaske
hstgm: halv stangmaske
stgm: stangmaske
*-*: gentag
tallet i parentes indikerer hvor mange masker der er på omgangen

Lille top:
1. omg: 5 fm i MR (5)
2. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm, 2 stgm i hver af de sidste 4 masker, slut med en km i 2. lm fra omg start (10)
3. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm i samme maske som lm start, 1 stgm i nste maske, *2 stgm i 1 maske, 1 stgm* , slut med en km i 2. lm fra omg start (15)
4.omg: *spring 1 maske over, 5 stgm i samme maske, 1 km i næste maske* Ialt 5 buer hele vejen rundt
Bryd garnet og hæft ender

Midterste del:
4lm, saml til kæde med 1 km
1. omg: 2 lm (=1. stgm) 8 stgm om ringen, slut med en km i 2. lm fra omg start (9)
2. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm i samme maske som lm start, 2 stgm, *2 stgm i 1 maske, 2 stgm* , slut med en km i 2. lm fra omg start (12)
3. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm i samme maske som lm start, 1 stgm, *2 stgm i 1 maske, 1 stgm* , slut med en km i 2. lm fra omg start (18)
4.omg: *spring 1 maske over, 5 stgm i samme maske, 1 km i næste maske* Ialt 6 buer hele vejen rundt
Bryd garnet og hæft ender


Nederste del:
4lm, saml til kæde med 1 km
1. omg: 2 lm (=1. stgm) 8 stgm om ringen, slut med en km i 2. lm fra omg start (9)
2. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm i samme maske som lm start, 2 stgm, *2 stgm i 1 maske, 2 stgm* , slut med en km i 2. lm fra omg start (12)
3. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm i samme maske som lm start, 1 stgm, *2 stgm i 1 maske, 1 stgm* , slut med en km i 2. lm fra omg start (18)
4. omg: 2 lm (=1. stgm) 1 stgm i samme maske som lm start, 2 stgm, *2 stgm i 1 maske, 2 stgm* , slut med en km i 2. lm fra omg start (24)
3.omg: *spring 1 maske over, 5 stgm i samme maske, 1 km i næste maske* Ialt 8 buer hele vejen rundt
Bryd garnet og hæft ender

Sy alle 3 dele sammen, evt med snor fra den nederste bund som også kan bruges til ophæng.
Sy en lille læderstjerne eller perle på toppen.


Hvis ikke der komme snor i toppen, kan man også bruge dem til at have stående.


Jeg har prøvet at lave dem med forskellige farvede dele og en plastik perle fra Søstrene Grene på toppen,
og de varianter er jeg også ret vild med.


søndag den 2. december 2012

OK, jeg tog den vilde



Om det var slutresultatet eller processen, der lokkede med denne adventskrans,
er jeg lidt i tvivl om.
Men den fanger, og når vi sidder ved bordet er det hyggeligt at sidde og kigge på alle kuglerne og farverne;
lidt som når man går rundt om juletræet og kigger på pynten.


Selvom adventskransene nok er på plads rundt om i de små hjem, har jeg alligevel lavet en DIY,
for det bliver også jul næste år.
Og kransen behøver ikke have lys på, den kan sagtens hænge på døren eller væggen.


Jeg har brugt en flamingokrans og allerførst placeret lysholderne med ens mellemrum.


Derpå har jeg brugt de største kugler og placeret dem på bunden af kransen med nogenlunde samme mellemrum
på indersiden og ydersiden.
Jeg har brugt limpistol til at sætte kuglerne fast med.
Læg mærke til, jeg vender "toppen" af kuglen ind mod kransen.


Stadig med brug af de største kugler har jeg nu sat nogle på toppen af kransen.


Derpå en række på ydersiden.


På den række, har jeg blandet nogle få af de "sjove" kugler ind.


Så en række af de store kugler på indersiden


Nu begynder alt det sjove, hvor jeg har anbragt de "sjove kugler.


Til sidst har jeg brugt små kugler i forskellige farver til at dække hullerne med.


Og som den sidste finish har jeg limet perler på snor rundt om hele kransen.
Jeg har limet snoren på i en sti så den får et naturligt løb mellem kuglerne.

Fortsat god første advent
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...